facebook share

Håndværkerfradrag

Som privat borger kan du få håndværkerfradrag, hvis du får installeret en varmepumpe. Det gælder både luft til luft, luft til vand og jordvarmeanlæg.

Håndværkerfradraget er et skattefradrag, du kan få ved at forbedre særlige dele af din bolig.

Hvad kan du få håndværkerfradrag for?

Når du får monteret en ny varmepumpe, hvad enten det er luft/luft eller luft/vand, så kan du få fradrag af arbejdsløn inkl. moms. Det er altså ikke hele regningen, du kan trække fra.

Hvor meget kan du trække fra?

Håndværksydelser, hvilket montering af en varmepumpe hører ind under, giver et fradrag på op til 12.500 kr. pr. person over 18 i husstanden. Fradragets faktiske værdi er 26% af fradraget. Det vil sige, at hvis dit håndværkerfradrag er 5000 kr., sparer du 1300 kr. i skat.

Husk at gemme dokumentation

Det er vigtigt, når du vælger at fratrække håndværkerfradraget, at du gemmer dokumentationen for arbejdet. Du får selvfølgelig altid en kvittering på vores arbejde. Den fungerer som dit bevis for, at arbejdet er udført.

En anden regel er, at du skal betale elektronisk. Det vil sige enten med dankort, Mobilepay eller netbank. Du kan ikke trække det fra, hvis du betaler med kontanter.

Generelle betingelser ved håndværkerfradraget

  • Hver person over 18 år skal selv taste fradraget i deres forskudsopgørelse. Den ene voksen kan altså ikke lægge fradragene sammen for alle voksne i husstanden.
  • Håndværkerfradraget gælder ikke ved nybyggeri
  • Det maksimale håndværkerfradrag (12.500 kr. for montering af varmepumper) er pr. person. Det vil sige, hvis du ejer både en helårsbolig og fritidsbolig, er dit maksimale fradrag stadigvæk 12.500 kr. sammenlagt.
  • Hvis varmepumpen installeres i en helårsbolig, skal du bo der, mens den monteres.
  • For at få gavn af håndværkerfradraget i 2020, skal du være fyldt 18 år inden udgangen af 2020, og arbejdet skal være udført i 2020.

Dette er nogle af de betingelser, der gælder ved håndværkerfradraget. Du kan læse mere på SKAT’s hjemmeside.

Skal vi monterer din varmepumpe?

Læs mere om montering af varmepumper her